Rugosajagt i september

Vejret var lige til en tur til Storstranden ved Juelsminde. Her vokser der i rigt mål Rosa rugosa, som der gør ved stort set alle de danske kyster – invasiv og forkætret.
På afstand synede den ikke af meget – den fyldte Rosa rugosa

Her i kommunen tager man livtag med de vilde, vilde roser. Hver vinter bliver de klippet i bund. Godt og grundigt. Men som bekendt forgår ukrudt ikke så let. Så i løbet af foråret og sommeren gror de igen op, og får smukke hvide og mere eller mindre mørkt karminrosa blomster.

Duften er den jeg forbinder med den “rigtige” rosenduft. Bladene er altid sunde , glimtende mørkegrønne og fint rynkede. Rosa rugosa er en art og har derfor kun fem kronblade.

Det skulle man jo tro gjaldt for alle de rugosaer, der vokser i hegn og langs vores kyster. Men det er ikke altid tilfældet! Nogen gange er der både fem, seks eller syv kronblade og omend sjældent endnu flere.

Så også på denne tur på stranden kiggede jeg næsten mere på rugosaerne end på havet og naturen. Jeg var heldig og fandt en med dobbelte blomster, dvs. den havde blot denne ene tilbage. Det lykkedes at grave den op. Nu er trofæet plantet i min have. Det var kun en del af den, jeg fik med, så skulle din vej falde forbi næste sommer, er der givetvis også et stykke til dig.

PS. Jeg har fundet rugosaer, som er meget mere fyldte, men hvor det er, er min hemmelighed.

(Artiklen er fra min Facebookblog www.facebook.com/rosentid den 22. september 2020)

Lignende artikler