Hvad er en proliferation? Er det en sygdom eller blot et pudsigt, ufarligt fænomen?
Netop i disse dage, hvor rosernes blomstring er godt i gang, er der flere, som observerer, at blomsterknopperne ikke springer ud, men i stedet har fået en usædvanlig form og udseende.
Det skyldes det fænomen, der kaldes for en proliferation. Den viser sig som en forknudring af knoppen, som kan være marcipanagtigt eller på anden måde har et deformt udseende. Årsagen er hverken et skadedyr, et svampeangreb eller anden sygdom.
Der er tale om en vækstfejl. Når blomsterknoppen dannes, stopper udviklingen ikke som sædvanligt, men cellerne bliver ved med at dele sig. Nogle gange med flere små blomsterknopper inden i selve blomsten, eller på andre interessante og ejendommelige måder.
Hvorfor det sker, er der tilsyneladende ikke en god forklaring på, men nogen angiver, at det kan skyldes svingninger i temperaturen, når blomsterknopperne dannes om foråret.
Det veksler fra år til år, hvor udpræget proliferationerne optræder. Alle roser kan udvikle proliferationer, men nogen sorter er mere tilbøjelige til at få dem. Ved nogen sorter oplever man det måske kun en sommer og derefter aldrig mere.
Artiklen blev bragt første gang på min blog på Facebook den 21. juni 2021. www.facebook.com/rosentid